Den virtuelle kube Kunstnerisk eksperimenteren med internettets muligheder.


Den virtuelle kube
Udstilling | Torsdag d. 9. apr. 2020 | Gl. Havnekaj 25, Odense C | Pris: 0 Kr. | Ugens gæsteanbefaling er skrevet af: Cathrine Hedegaard

Sted: Kunsthal ULYS
Arrangør: ULYS

Det er imponerende at opleve, hvor hurtigt kulturlivet på mange måder har tilpasset sig den nuværende situation. Live-foredrag over Facebook og Instagram spirer frem mens forfatterinterviews ordnes over Zoom og essayet som genre virkelig kommer til sin ret, både analogt som online. Vi oplever faktisk, hvor dejlig teknologien og sociale medier også kan være.

Således kunne vi i sidste uge anbefale alle at opsøge virtuelle 3D-udstillinger fra diverse kunststeder og gallerier, og hermed støtte kunsten i disse trange tider - ikke nødvendigvis med dine penge, men med din tid og fordybelsesevne.

Og nu har kræfter fra det lokale kunstkollektiv ULYS glædeligt skabt en odenseansk pendant (hvis dette da overhovedet har betydning på the world wide web?) med det virtuelle kunstrum HAL1. ULYS udstiller i denne uge i disse virtuelle rammer med nye værker skabt specielt til lejligheden. Udstillingen rummer både lyd-, video- og skulpturel kunst, der alle som en afsøger og eksperimenterer med det virtuelle kunstrum.

Som vi kender og elsker et godt ULYS-arrangement er det derudover ikke helt til at gøre sig klog på, hvad det er, vi kan forvente os at opleve, eller hvornår vi helt præcist får slået internettets døre op for det. Men en ting er sikkert: Du bliver ikke taget i hånden og får forklaret; du har derimod den luksus af frihed, der ligger i selv at måtte svæve frit rundt mellem værkerne ligeså længe som du måtte ønske.

Link til begivenhed

Skrevet af Cathrine Hedegaard




This Is Odense