Kort er godt! Kortfilmsbiografklub i podcastversion.


Kort er godt!
Film | Mandag d. 6. apr. - Søndag d. 5. apr. 2020 | Pris: 0 Kr. | Ugens gæsteanbefaling er skrevet af: Cathrine Hedegaard

Arrangør: OFF - Odense Film Festival

Disclaimer: Situationen med covid-19 udvikler sig dagligt, og ugeanbefalingen var skrevet inden regeringens forlængelse af restriktioner mod arrangementer med større forsamlinger. Det virker nu endnu mere vigtigt at støtte OFF ved at nyde deres nye podcast-koncept.  

 

Når corona-angsten løber af med mig hjælper det at tænke på den anden side af alt det her. At det på den anden side vil blive sommer, der vil være håndtryk og kram (de der high-fives kan vi måske godt lade blive noget vi i overflod gjorde præ-pandemi og fremtidigt anvende alle sendefladens boligprogrammer som dokumentation herfor). Men vigtigst af alt vil der komme sensommeren, hvor byens kulturfestivaler buldrer derudaf næsten snublende henover hinanden. En af de dejligste festivaler vi har i byen er OFF, der faktisk gør en lidt stolt af at være odenseaner.

OFF har sørget for at forsøde vores isolerede undtagelsestilstand med podcasten Kort er godt!, hvor festivalleder Birgitte Weinberger hylder den korte format i alle dets facetter med skuespilleren Claus Riis Østergaard, som for nyligt spillede en overraskende hunky udgave af en forpint far i DR’s Fred til Lands.

Podcasten udkommer belejligt på onsdag, lige i tide til din påskeferie, men allerede mandag vil du kunne se den pågældende kortfilm, omdrejningspunktet for samtalen, inde på OFF’s facebookside. Som et ’interaktivt kortfilmsfællesskab’ siger festivalen selv. Et fællesskab, der vil dulme ventetiden til den egentlige festival i august. Jeg glæder mig til at se og lytte med!

Link til begivenhed

Skrevet af Cathrine Hedegaard




This Is Odense