Brobyggerne Kig Storebæltsbroen over skulderen


Brobyggerne
Film | Tirsdag d. 24. mar. 2020 | Pris: 0 Kr. | Ugens gæsteanbefaling er skrevet af: Rasmus Møller Madsen

Arrangør: DR Bonanza

Velkommen til de tidlige 90’ere hvor 5000 mand bygger storebæltsbro.

Kranføreren fra Kerteminde. Jernbukkeren fra Tommerup. Tillidsmanden fra Nyborg. Dykkeren fra Odense. En ydmyg timeløn på 67 kr, godt nok før tillæg - og tillægs tillæg... *Blinkesmiley*. 

Der arbejdes i døgndrift. Vagten er 12 timer, kaffen er skoldhed i hvide engangskrus, bajeren drikkes i 5 drag. Dog ikke ombord på Svanen. Verdens største flydekran hvis last vejer det samme som en fyldt Storebæltsfærge. Her er der ingen øl ombord, og det kommer der nok heller aldrig. Den slags er der ikke plads til, når 6,5 km motorvejsbro skal placeres med 10mm nøjagtighed, 110 meter ad gangen. Nej, Svanen som brummer monotont i det fjerne, er der fuld respekt for omkring pausebordet på et af de mindre skibe.

Der er også Riggerformanden. Han røg bevidstløs i havet, vågnede 10 meter under, udløste redningsvesten og kom lige så fint op igen. Så altså…Så længe alle tænker over, hvad de gør, så er det ikke spor farligt. Det er nemt nok. No biggie *nervøs smile smiley*.

Og måden de snakker på. Brobyggerne er en tidslomme af danske dialekter. Hvis man af en eller anden grund føler sig mættet af bro-fascination, kan man blot hengive sig til lydbilledet for en stund. Det er en oplevelse at høre folk fra hele landet samlet på én arbejdsplads.

37 afsnit af 28 minutters længde er tilgængelige på DR Bonanza. Heraf et par enkelte i spillefilmslængde.

PS. Kan vi også gøre det til en ting, at vi går med hatte, hvorpå vores fornavne står skrevet? Vh. ham som er dårlig til navne.

Danish, no subtitles.

https://www.dr.dk/bonanza/serie/674/brobyggerne

Link til begivenhed

Skrevet af Rasmus Møller Madsen

Opvokset i jysk skovidyl, selvforsynerdrømme, kærlighed, geder og koloenorme køkkenhaver. Senere forsigtigt trådt ind i civilisationen, oplevet komplekse sociale sam...




This Is Odense