En historie i fåreklæder Fårhold - En udstilling i Nordatlantisk Hus


En historie i fåreklæder
Udstilling | Fredag d. 27. dec. 2019 | Nordatlantisk Promenade 1, Odense C | Pris: 0 Kr. | Ugens gæsteanbefaling er skrevet af: Elena Stanciu

Sted: Nordatlantisk Hus
Arrangør: Nordatlantisk Hus

På Færøerne er får en alledstedsnærværende del af landskabet, “uanset hvor du går hen er der altid stor sandsynlighed for at løbe ind i firbenede uldne dyr”. Det har formet kunstneren Anita Køtlum Petersen, som i denne uge udstiller på Nordatlantisk Hus. 

Udenfor fårezoner som Færøerne afhænger menneskers forhold til får af økonomi og klasse - i mit eget hjemland Rumænien, for eksempel, holder de rigeste gerne en lille flok velnærede og smukke  får som en slags kæledyr og pyntegenstande til deres landsteder i bjergene, mens anderledes tusindtallige fåreflokke bliver passet på de samme bjergsider af et par hyrder og deres hunde, der tilbringer måneder udenfor civilisationen for at sikre dyrenes overlevelse. Den slags får er også smukke, men de er sværere at skelne fra hinanden i en stor, filtret flok, hvor hvert dyr kun repræsenterer dyrebar indkomst for ejeren.

Hyrderne ser elendige ud - hvis man kører gennem bjergene på de rumænske hovedveje, ser man dem allevegne, i foråret altid på vej højere op ad bjergene med deres får for at finde bedre græsgange, om efteråret på vej ned mod dalene. Det er et hårdt liv, tænker jeg og bekymrer mig. “Pjat”, plejer mine forældre så at sige - “hyrderne har selv valgt deres arbejde; de tjener gode penge hos fåreavlerne og får endda lov at beholde lidt af både den ost og uld, de fremstiller. Og desuden: Hvad skulle de ellers tage sig til her?” Der er et paradoks i den forklaring - er hyrderne ulykkeligt fanget i et hårdt erhverv, som de arver fra deres fædre og bedstefædre, eller lykkelige i deres sikre og afklarede opgave på en måde, jeg aldrig kommer til at forstå?

De har altid travlt, så jeg har aldrig kunne spørge dem og måske løse gåden - en gang så vi et får, der var kommet væk fra sin flok og længere nede ad vejen mødte vi så hyrden, der var ude for at finde fåret. “Vi så dit får, måske en kilometer herfra” sagde min far og hyrden smilede, måske lettet, og vinkede til os. Jeg kunne ikke lade være med at blive lidt bevæget af hans alvorlige og rolige integritet - måske forstod jeg et øjeblik tilfredstillelsen ved et stykke ærligt arbejde udført godt. 

Petersen får fortæller nok andre historier, hvis man ser godt efter; hun portrætterer dem i hvert fald indgående. I afdæmpede, mørke nuancer, i små flokke eller som individer på lærredet - de har næsten alle øjenkontakt med maleren og med publikum. De træder klart frem fra en utydelig baggrund; naturen kigger på dig og du kan godt tåle at kigge tilbage.

Udstillingen er lukket mellem jul og nytår, bortset fra fredag d. 27/12.

Link til begivenhed

Skrevet af Elena Stanciu

This is Odense. For me.

I've always had a slightly complicated relationship with the cities I’ve lived in. My hometown in Romania is a shabby little place, neglected by local government and...




This Is Odense