Minde-mad Kan du smage din barndom?


Minde-mad
Andet | Torsdag d. 28. nov. 2019 | Seebladsgade 21, Odense C | Pris: 110 Kr. | Køb billet her | Ugens gæsteanbefaling er skrevet af: Anna Skau Tolstrup

Sted: Storms Pakhus
Arrangør: Storms Pakhus, Spoken Word Festival og SPIS Odense Foodfestival

Prøv lige at lukke øjnene engang og tænk på din barndom. Hvad smager den af? Millionbøf? Bløde løg? Byggrød? Det er en sjov ting sådan at smage på barndommen. Hvis jeg lukker øjnene og lader minderne vandre tilbage i tiden, så er det smagsløgene, der leder vejen. Min mors lasagne med fløde. Abemad. Min mormors forlorne hare og min fars kones lasagne, der ikke indeholdt fløde, men var et dagsprojekt af simren og hjemmelavet bechamelsovs.

Også er der en anden ting. Bananasplitten. Som lykkeligt skilsmissebarn, da jeg ærlig talt ikke kan huske andet, og derfor naturligvis ikke kan være ked af noget på den front, havde jeg min daglige gang på landet, og landede i storbyens neonlys hver anden weekend, hvor min far tog mig og min storebror i friluftsbad, zoologisk have og tourede de odenseanske legepladser. Hvad der dog topper både løver og klorvand i mit barndoms Odense er Bistroen i Føtex. Der sad vi mangen en gang, min far, min bror og jeg, og høvlede splittet banan med dåseflødeskum ned, helt grundlykkelige i industribelysning.

Nu skal jeg have bananasplit igen, når SPIS Odense Food Festival, Spoken Word Festival og Storms Pakhus teamer op og serverer nostalgi. Udover verdens bedste børnedessert, som selvfølgelig også fungerer til de voksne, får vi også serveret en klassisk spaghetti bolognese (pasta med kø’sovs i folkemunde), mens vi løbende skal nostalgi-dele og nostalgi-aktiveres af Kosmonauterne, så vi kan mindes i fællesskab med kødsovs i mundvigen.

Det er altså en finurlig ting, sådan at kunne smage sit liv. God appetit!

OBS: Arrangementet er desværre blevet aflyst, men skribenten vil anbefale at hoppe ned forbi Føtex' Bistro og få en bananasplit, inden der bliver vendt plader på Musikbiblioteket.

Link til begivenhed

Skrevet af Anna Skau Tolstrup




This Is Odense