Introspective Collective Odenseansk undergrunds-improvisations-supergruppe debuterer. Chill indad.


Introspective Collective
Koncert | Tirsdag d. 11. jun. 2019 | Slotsgade 18b, 3. sal, Odense C | Pris: 30 Kr. | Køb billet her | Ugens gæsteanbefaling er skrevet af: Pil Lindgreen

Sted: PåTaget
Arrangør: PåTaget

En 100% improviseret koncert mellem fem gode gnister i den odenseanske musikundergrund, der optræder offentligt første gang i lydkollektivet Introspective Collective. Supergruppe kunne måske få en læser til at tro, at det gjaldt Søren Huss, MØ, alle Kim Larsens børn m.fl. i en verdenspremiere, men der var også engang, hvor førnævnte spillede hverdagsaftener på byens mindste scener, og det skriver folk nostalgisk og vigtigt om i dag. 

Introspective Collective er svære at beskrive, eftersom de ikke findes før tirsdag aften, men de lover overvejende at være et synthesizerkollektiv, dog med sandsynlighed for andre instrumenter som slagmikrofoner og vokal. Den røde tråd er en fælles kærlighed til improviseret musik, og ellers stikker de i alle retninger. “2 teknonørder, en svampeentusiast, en ingeniør og en blind musikguru kommer ind på en bar...”

Oversættelse: Det bliver den slags koncert, hvor man skal komme med vidtåbne ører og zen i blikket. Musikerne kommer til at overraske sig selv, så det kræver et roligt lyttende publikum. En tirsdagskoncert med en tankefuld danskvand i hånden, ikke baggrundsstøj til din fredag aften. Måske er der puder at sidde på? Det kunne der være i Odenses højst beliggende undergrundsklub.

Persongalleri i det indadvendte fællesskab denne aften:

Simon Kærslund: shoegazer i bands som Drift og Muddytune, med egne teknokompositioner her og der, og set overalt som arrangør bag Røde Himmel, DJ’er og spiller drone ambient under navnet Portals of Giza

Thomas Seidelin: kendt fra projekterne Morgenhaar og Swamp Love, hvor han eksperimenterer med grænsetekno-industriel-organisk lyd og visuals

Carl Emil Helt Harder: også i bandet Drift, der senest varmede op for Mythic Sunship til Røde Himmels koncert PåTaget i maj, engang bassist i Melis, et odenseansk psych-poprock orkester

Andrea Hermansen: indehaver af en yderst sjælfuld stemme og en folket sologuitar, der nogle gange dukker op i byens kroge og ikke uvigtigt madmor i det veganske folkekøkken i Ungdomshuset

Jonas Torstensen: bagmenneske til kassettebåndspladeselskabet pladeselvskab, eklektisk DJ, arrangør af havekoncerter, ven af DIY-musikken, podcastvært og eksperimentator udi alt, der kan spilles på.

Det er ikke til at sige, hvilke af ovennævnte referencer der ender med at være relevante for improvisationssettet. Vi ved det bagefter. Lyt dybt og giv slip.

Link til begivenhed

Skrevet af Pil Lindgreen

Jeg er født her, og kan ikke skille byen fra mig selv. Jeg har været igennem alle faser af had, kærlighed og ligegyldighed. Som teenager gik jeg talløse, rastløse ture, som altid syntes at ende på ...




This Is Odense