Odense Internationale Plademesse Anlangendes et levende museum og en vinylelskers endeligt


Odense Internationale Plademesse
| Lørdag d. 1. apr. 2017 | Østre Stationsvej 35, Odense C | Pris: 20 Kr. | Ugens gæsteanbefaling er skrevet af: Jakob Cæsius Krohn

Sted: Musikhuset Posten
Arrangør: Odense Internationale Plademesse, Posten

”I used to be a nerd – now I’m just a turkey” (Wreckless Eric).

En af de ting, jeg elsker Odense for, er, at mange af de sande originaler har en vigtig funktion i den levende organisme, vores kulturliv danner. Derved minder byen mere om det landsbysamfund, jeg voksede op i, end vores hipster-hovedstad. Til plademesser møder disse punkerhippier talstærkt op. Men én savner jeg: Gert Vermund Andersen, sanger i The Live Museum, Odense-kultbandet over dem alle. Hold da op, hvor har Gert prakket mig mange fantastiske LP’er på, og jeg har hørt lokale helte som Claus Hempler, Juncker og Jonas Munk sige det samme. Nævnes skal også Gerts boss gennem alle årene i Van Rock og på (Rytme)Posten, den noget mindre elskelige, men dog lige så seriøse musikentusiast Jan Aaskov. Jeg har nemlig tilgivet ham, at han skældte mig hæder og ære fra foran mine venner, da jeg til en plademesse afskrev start-70’ernes Van Morrison. Thi han havde helt ret – jeg anede ikke, hvad jeg fablede om. Og nu da vi er ved det High Fidelity-triumvirat, der udgjorde Danmarks bedste pladebutik, har vi også Jesper ”Van Rock” Jannik. Han er Odense Internationale Plademesses kontaktperson anno 2017. F e d e s t!

I pressematerialet til plademessen læser jeg også, at den har været afholdt 31 år i Odense. Da jeg kom hertil i det Herrens år 1986, må det betyde, at jeg har været der fra dag 1! Jeg husker det, som var det i går: Jeg købte en bootleg med John Cale og David Bowie – together. WHAT! Men den viste sig nu at være så obskur, at jeg solgte den dagen derpå, i Van Rock. Fejlkøb har der i det hele taget været mange af gennem årene. Ja, flere og flere, hvorfor jeg helt stoppede med LP’erne i december 1999. En af de mange kloge betragtninger, jeg husker Gert for, er da også, at fundamentet for ens musiksmag bliver lagt i alderen 15 til 25 år, og at det derefter ikke for alvor lader sig rokke. Mens han så om nogen inkarnerede en konstant lydhørhed, handlede min pladesamling da også til sidst mest om at udfylde huller. Og det var altså ikke længere så sjovt, når man med et klik kunne søge på world wide web. Især ikke, når jeg genkaldte mig min begejstring over at få Johnny Thunders' ”So Alone”, som Den rare Nordmand havde købt til mig helt oppe i Ultima Thule. Eller Cales ”Helen of Troy”, som jeg så fandt lige nede om hjørnet, i Gravenes musikshop.

I fjor var der en artikel, der gik viralt agurk, om, at vinyldyrkelsen ikke er så hip, som de involverede selv bilder sig ind, men anføres af introverte, midaldrende mænd. For fanden da, den sved! Blot det faktum, at folk puster sig op, når jeg citerer ordene, viser, der er noget om snakken. Da RecordPusher og Moby Disc bragte billeder på Facebook af den lange kø uden for deres butik til den sidste Record Store Day, viste den sig nu at bestå af nogle typer, der til forveksling lignede … mig. Der er andre forhold, jeg har at anholde om vinylens renæssance. For nu blot at starte med ordet ”VINYL”, som der er gået totalt inflation i. Altså, det er jo ikke platinplader, vi taler. I gamle dage hed det en LP (eller en single, en maxi etc.). Hvad er der galt med den betegnelse? Videre forholder jeg mig skeptisk til den samlermani og fetichisme, der præger miljøet. Special- og luksusudgaverne til ågerpris. "Tiden er e slipsknut", som Mörk messede dengang i '86, men: "Maj kan ingen lura". Derfor har jeg holdt mig til den gode, gamle CD. Praktisk, kvadratisk, god – i alt fald til bilkørsel. Så kom ikke her og påstå, at jeg er midaldrende og introvert. Forvorpne lømler! 

Nyligen var jeg for Gud ved hvilken gang på Posten. Jeg kom som vanligt i snak med et par herrer på min alder med en lignende humanistisk baggrund, og vi disputerede længe rockkuriosa. Men jeg blev så mødig. Det var som at tale med sit spejlbillede. Og da jeg til sidst fik en flyer af en af dem om plademessen, hvor han havde en stand, var bægeret fyldt. Jeg tog direkte hjem. Episoden fik mig til at tænke på Douglas Couplands ”Generation X”, hvor vi hører vi om en art moderne paradisvision, nemlig at mødes med sine ligesindede i splendid isolation og så ellers dele anekdoter til vores dages ende. Sådan ville jeg sikkert også blive, hvis jeg gav mig selv lov. Men nej, jeg vil ganske enkelt ikke fremstå som vinylpladens velynder og dermed bestyre et mausoleum a la Jack Nicholson i “The Shining”. You’ve always been the caretaker … Af alle disse grunde vil I ikke finde mig på plademessen d. 1/4. APRILSNAR!!! Jeg var da til den ude i Volleren for bare et par uger siden, og det kunne være så nice at få mig en sludder med mine to nye venner fra Posten om vinyl. Det er jo så heller aldrig for sent at starte på en fresh, som de unge mennesker siger:

At tænke sig – hvis jeg finder “Big Smash” af Wreckless Eric!

Link til begivenhed

Skrevet af Jakob Cæsius Krohn

Ego er ikke alene fra det mørke Jylland, men har også som det sorte får brudt arvefølgen i en ældgammel præsteslægt. Med en magistergrad i Litteratur – dog også med et sidefag i Religion! – i bagag...




This Is Odense