Pure Evil Fra Hollywood til Holocaust tur-retur


Pure Evil
| Mandag d. 2. jan. - Onsdag d. 4. jan. 2017 | Brandts Passage 39, Odense C | Pris: 70 Kr. | Køb billet her | Ugens gæsteanbefaling er skrevet af: Jakob Cæsius Krohn

Sted: Cafe biografen
Arrangør: Cafe biografen

Dennis ”the menace” Hopper har engang fortalt om et orgie, han og de andre unge method actors i kredsen omkring James Dean ville arrangere. De ønskede at slægte den tidligere generation af skuespillere med vildt blod på. Men det gik straks galt, da Natalie Woods ædlere dele ikke kunne klare mosten i badekaret, en skod-champagne, og de duknakkede måtte tage en tur på skadestuen. Og sådan er det med den naturlov, litteraten Harold Bloom har bygget en hel karriere på, nemlig at den nye generation vil overgå den forrige i kreative kraftudladninger. Men de første er og bliver nu ofte også de største. Grundtvig blev aldrig helt så vild og vovet som Kingo. Og end ikke Barrymore, Flynn og Clift, Hoppers hellraiser-helte, kunne måle sig med de notoriske filmpionerer: Mabel Normand, Fatty Arbuckle og Charlie Chaplin: De blev kædet sammen med ”orgier”, der kulminerede i regulære mord. Uretmæssigt dog – de var alle tre uskyldige. Ikke desto mindre har Marlon Brando, endnu en 50’er-rebel, stemplet Chaplin som ”det ondeste menneske, jeg har mødt”!

Tankevækkende er det, at Sir Charles Spencer Chaplin står bag den humanistiske milepæl ”Diktatoren” fra 1940, som bliver vist i en nyrestaureret version i Cafe biografen. Ikke blot det fæle tandbørste-overskæg havde Hitler og han til fælles. Kun fire dag skilte deres fødselsdato. Chaplin kunne da også være perfid i sin perfektionisme, diktatorisk og ikke så lidt megaloman. Det er blevet hævdet, at mens kollegaen Buster Keatons værk dybest set handler om, at han ville slippe ud af billedrammen og dermed den kaotiske, kollapsende verden omkring sig, sætter Chaplins evig og altid sig selv i centrum. Iscenesættelsen, lyset, rekvisitterne, musikken – alt roterer om den såkaldte ”Little Fellow”. Allerbedst i denne film, Chaplins første egentlige talefilm, hvor han ligefrem spiller en dobbeltrolle, som jødisk barber og som despoten Hynkel, er nu netop de scener, hvor han vender sig mod sin baggrund i vaudevillen og slapsticken og folder sig ud i ensom majestæt. Her tænker jeg ikke mindst på den ikoniske, hvor titelfiguren så at sige jonglerer med jordkloden.

”Hitler er sjovere ..." Denne hårrejsende dom, som filmmagisteren Onkel E fældede over ”Diktatoren”, står stadig for mig med flammeskrift. Min bror og jeg voksede op med søvnige søndag eftermiddage, hvor stumfilmens mestre med hæsblæsende, halsbrækkende tempo og grove, groteske gags gjorde tykt nar af ALLE autoriteter. I skolen slap vi så ikke for at se klip fra gamle ugerevyer o.l. med Hitler i sit wagnerneske vanvids vold, uoversatte, så han kom til at fremstå desto mere latterlig. Siden har jeg hvilet i min barnetro på, at hvis en sådan kæmpeklovn igen dukkede op på den politiske scene, ville han blive grint og skammet ud. Well, nu er jeg kommet alvorligt i tvivl. Selv sagde Chaplin, at han aldrig havde drejet ”Diktatoren”, hvis han havde kendt hele den barbariske sandhed, hvilket bringer os frem til Adornos spørgsmål, om der overhovedet kan skabes kunst efter Auschwitz. Chaplins mise-en-scéne og morale er da også utidssvarende og dybt naiv. Men på den anden side er ”Diktatoren” en film til tiden og til alle tider og også dybere, end godt er. Hinsides dem og os. 

”I’m an anarchist. I hate governments and rules”, har Chaplin sagt. "Diktatoren” var da også medvirkende årsag til, at han godt ti år efter skulle blive tvunget til at forlade USA pga. ”uamerikansk virksomhed”. Fredbudskabet, der afslutter filmen, blev der således ikke set på med milde øjne. Til det blakkede ry hørte imidlertid også  de skandaler, der fulgte Chaplin gennem alle årene, ikke mindst hans hang til purunge piger, som gerne blev efterladt gravide, alkoholiserede og mentalt forstyrrede. Denne lange nats rejse mod dag endte i 1943 med, at instruktøren i en alder af 54 giftede sig med den blot 18-årige Oona, datter af Eugene O’Neill, med hvem han fik otte børn og levede lykkeligt til sine dages ende. Måske fik Chaplin hermed indfriet en længsel mod den uskyld, han aldrig oplevede i sin tragiske opvækst med den enlige, sindssyge mor på anstalt. Det skulle da lige være i filmens barndom, hvor Hollywood foldede sig ud som citrusmarker uden for lands lov og ret, og verden stadig lå fuldkommen åben for vilde og blodige eksperimenter med Fatty og Mabel!

Link til begivenhed

Skrevet af Jakob Cæsius Krohn

Ego er ikke alene fra det mørke Jylland, men har også som det sorte får brudt arvefølgen i en ældgammel præsteslægt. Med en magistergrad i Litteratur – dog også med et sidefag i Religion! – i bagag...




This Is Odense