I'll Be Your Mirror Temaaften om Lou Reed på Dexter


I'll Be Your Mirror
| Tirsdag d. 22. nov. 2016 | Vindegade 65, Odense C | Pris: 100 Kr. | Ugens gæsteanbefaling er skrevet af: Jakob Cæsius Krohn

Sted: Musikhuset Dexter
Arrangør: Jazzhus Dexter v/Esben Strunk

”All of the things that you used to believe in/ turns out to be true/ You’re guilty of reason!” Dette citat falder mig ofte ind, når jeg vil tale Odenses eksplosivt eskalerende kulturliv OP. I det hele taget kan jeg plage mine omgivelser med et Reed-citat til enhver tænkelig lejlighed. Og nu er det ikke, fordi Lou var en vindbøjtel eller et vrøvlehoved, sådan som man kan laste andre orakler, fx Grundtvig. Ikke alene spillede Lou, som Bowie, mange forskellige roller gennem karrieren. Han VAR dem også selv. Vi taler om et utrolig sammensat menneske. På en gang meget maskulin og meget feminin. På en gang en ondskabsfuld kyniker og en glødende romantiker. Både, hvilket stemmen i den grad vidner om, hård og blød. Han var ligeså kompleks en størrelse som homo sapiens og forstod at udtrykke det på rock’n’rollsk. Derfor kårer jeg Lou Reed som THE GREATEST!

Indtil ca. 1985 tilfaldt bemeldte ære skiftevis Iggy Pop og John Cale. Når man er ung, hælder man jo til ekstremer. Og jeg fandt, der kun var to acceptable måder, hvorpå man kunne udfolde sig på en scene: Enten at te sig som en tosset eller at stå med ryggen til. Lou gjorde bare begge dele. Han svingede mellem polerne, perioder med kaos, med kreativitet, med kærlighed og med kedsomhed, som gjorde, at han hverken døde ung eller brændte ud. Selv de værste album fra hans mund, vokser med tiden. Jævnfør blot berygtede Metal Machine Music med fire pladesiders støjhelvede. Ja, det gælder også den udskældte svanesang med Metallica, Lulu, som faktisk rummer de mest bestialsk-betændte tekster i hele sangkataloget. Selv holder jeg imidlertid allermest af LP’erne fra de glemte år på Arista Records i ’70erne, som lige er genudgivet i en boks. I den periode, hvor Lous privatliv var fuldkommen crazy, udtrykte han også den største medmenneskelighed. Paradoksernes mand!

I flere år har jeg og en ven, Stoffer, haft en disput om ”voksen musik”. Udgangspunktet var en anekdote: Jeg fortalte ham om, at da jeg hørte Lou Reed første gang, stiftede jeg bekendtskab med en på en gang dragende og frastødende voksenverden, hvorefter Suzi Quatro og Status Quo aldrig blev de samme igen, hvor han så sværger til en velspillet, velbalanceret musik, som Eric Clapton er repræsentant for. Jeg giver Stoffer ret et stykke af vejen. Ikke alene kan Lou teknisk set hverken spille eller synge. Jeg havde også som purung samme forjættende oplevelse med Hemingways ”Hvem ringer klokkerne for” (som min far mente var god medicin for mig under et sygeleje!). Dengang skælvede jorden. I dag finder jeg romanen pueril. Nej, Lou Reed er ikke stor, fordi han synger om sex og vold, men fordi han blandt meget andet også rummer ”the dark stuff”. Han var et helt menneske. Eller, om man vil, et splittet menneske. Ligesom vi jo dybest set alle sammen er.

Esben Strunk, som vil fortælle om Lou Reed fra A til Z på Dexter, er en sand kender, der endda har mødt manden. Men folk på min alder, der siger, at Lous musik har udgjort soundtracket til deres liv, omgærder jeg ellers med skepsis. Jeg kendte i alt fald ingen i hele Skive Big Shitty, der hørte ham o. 1980. Og så alligevel. På selve byskiltet, når jeg kom med skolebussen fra oplandet, var der en, som havde skrevet hans navn med sort tusch. Og da jeg startede på gymnasiet, var der en, som med en lap papir på opslagstavlen havde citeret ham med ordene ”Oh, sweet nuthin’”. Jeg var ikke alene, og så alligevel. Men Lou eller – som en endnu større fan: Dan Turrèll, kaldte ham – Uncle Lou var, er og vil altid være der som et nært familiemedlem. Som en ”guardian angel” (Lou om sit idol: Edgar Allan Poe). Og som en vanskelig, vrangvillig personage, der kan fare op i mig som en djævel og tale Odenses kulturliv NED: ”You’re still doing the things/ that I’ve gave up years ago!”

Link til begivenhed

Skrevet af Jakob Cæsius Krohn

Ego er ikke alene fra det mørke Jylland, men har også som det sorte får brudt arvefølgen i en ældgammel præsteslægt. Med en magistergrad i Litteratur – dog også med et sidefag i Religion! – i bagag...




This Is Odense