Kunstpause Planteverdener set gennem kvindelige kunstneres øjne


Kunstpause
| Tirsdag d. 15. nov. - Tirsdag d. 22. nov. 2016 | Hans Jensens Stræde 18, Odense C | Pris: 0 Kr. | Ugens gæsteanbefaling er skrevet af: Katarina Le Müller

Sted: Fyns Grafiske Værksted
Arrangør: Kvindelige Kunstneres Samfund

Er udstillingen BOTANIK: Struktur-vækst-genetik det mest ophidsende, du kan opleve i denne uge i Odense? Nej, det er det nok ikke. Den her anbefaling er til dig, der godt kan lide fordybelse og eftertænksomhed, og som måske nogle gange glemmer at der midt i ‘gade-til-by’-byggekaosset og de knipsende turister i fordums Odenses smalle stræder ligger en lille underspillet kulturperle.

Så hvorfor skal du slå et smut ned forbi Fyns Grafiske Værksted i denne uge?

De 3 vigtigste grunde kommer her:

FOR DET FØRSTE er der altid, uanset aktuel udstilling, kvalitetskunst at kigge på; det er et seriøst og engageret kunstnermiljø, hvis medlemmer tæller 300 professionelt arbejdende kunstnere fra 20 nationer, hvilket også afspejles i de skiftende (men desværre ofte lidt underformidlede) udstillinger og samarbejder, f.eks. med diverse andre fynske udstillings- og kulturinstitutioner. Blandt mine favoritter tæller samarbejdet med Mediemuseets trykkere, “Type Impressions”, eller den grønlandske kunstner der blev præsenteret i et samarbejde med Nordatlantisk Hus, Arnannguaq Høeghs udstilling “Univers" - en af mine første anbefalinger for This Is Odense. Jeg drømmer stadig om at eje et tryk fra den udstilling.

Ud over den aktuelle udstilling kan du også bladre dig igennem utallige værker - fra de helt klassiske sort/hvide ætsninger, til aftryk af sodavandsdåser lavet med en eller anden (for mig) obskur teknik. Du finde værker af både helt unge og etablerede kunstnere, og ikke mindst en langt større bredde i udtryk, end på de ellers så populære designmarkeder.

FOR DET ANDET er det et levende kunstnerdrevet værksted, og dermed en af de slags kulturhabitater, der måske ikke altid gør så meget væsen af sig, men hvor kernen af et kulturliv etableres - nemlig skabelsen af nye værker. Derudover har værkstedet den funktion, som mange ellers tror er en moderne opfindelse: det er rammerne om arbejds- og åndsfællesskaber og grobund for vidensdeling, innovation og opretholdelse af teknikker, der ellers ikke ville have noget hjem. Dette betyder også, at de mennesker, du møder i huset, har utrolig meget viden at byde på. Så hvis du kigger derned, så husk for guds skyld at snakke med de rare medlemmer, der betjener dig! Det kan godt være, at det kribler i en formidler som mig for at give dem lidt tips til at nå bredere ud med deres arrangementer, men ingen kan betvivle at dette er et autentisk og levende sted - man skal bare selv huske at opsøge det.

FOR DET TREDJE (og her kommer grunden til at du skal se netop denne udstilling): kunst er ikke kun pæne ting at se på, kunst og kunstnere er forankret i en historisk og samfundsmæssig virkelighed, hvilket er netop det som denne udstilling (også) gør opmærksom på. At fejre 100-året for Kvindelige Kunstneres Samfund er ikke bare et jubilæum og en udstilling med dygtige kunstnere, men også en påmindelse.  Det ER nødvendigt at minde os selv om, at vi som samfund (også selvom det nogle gange ser sort og trist ud), faktisk udvikler os. Det som fik bl.a. Anna Ancher og Anne Marie Carl Nielsen til at starte Kvindelige Kunstneres Samfund i 1916, er i en vis grad fortid: kvindelige kunstnere har adgang til de samme uddannelsesmuligheder som mandlige, og de begynder også at blive repræsenteret på udstillinger og i udvalg og samlinger. De åbenlyse begrænsninger er i høj grad forsvundet for kvinders mulighed for at arbejde kunstnerisk. Samtidig er der lidt vej endnu: som Akademirådet påpeger i denne artikel kan fordelingen blive langt bedre: ”Eksempelvis har Kunstmuseet Arken i perioden 2000-2012 erhvervet 147 værker, hvoraf kun 27 er udført af kvindelige kunstnere. Samme tendens manifesterer sig i udstillingsprogrammerne på de førende danske kunstmuseer og i Den Danske Pavillon på Venedig Biennalen. Siden 1990 har 7 mandlige kunstnere repræsenteret Danmark med soloudstillinger mod 1 kvindelig. Pernille Albrethsen påpeger i tidsskriftet Kunstkritikk, at kvinderne i gennemsnit kun udgør 27 % af kunstnerne hos de gallerier, der i år deltog på den nye eksklusive kunstmesse Chart.”. Så det giver fortsat mening at være bevidst om, hvordan kvindelige kunstnere er repræsenteret.

Anledningen til udstillingen er således ikke uden samfundskritik, men selve udstillingens indhold bærer sig selv: det er en udstilling med stor variation fra de 15 deltagende kunstnere - fra den klassiske akvarel, til abstraktioner over naturens gentagelser i mystiske materialer. Nogle dyrker sanseligheden og strukturen, andre det kølige og kontrollerede, og for nogle er naturens kaos i centrum. I de to små udstillingsrum er der desværre ikke plads til mange værker af de deltagende kunstnere, men det er en varieret tapas af meget forskellige tilgange til temaet, og en glimrende mulighed for at se nogle meget forskellige typer kunstværker, og måske blive lidt klogere på hvad man selv godt kan lide, og måske hvem der fortjener lidt mere af ens opmærksomhed fremover.

To af mine favoritter fra udstillingen, som jeg helt klart vil holde øje med, er:

Nina Ferlov der også har lagt billede til udstillingens katalog, er oprindeligt uddannet tekstildesigner, hvilket jeg synes man kan fornemme i hendes øje for strukturer og farver. Jeg er vild med hvordan hun fanger naturens skønhed. I udstillingen på Fyns Grafiske Værksted refereres der i beskrivelsen af hendes bidrag til Flora Danica, og der er noget om det: der er smuk og dekorativ naturglæde i disse akvareller, og farveskalaen er udtryk for noget af det fineste naturen kan byde på.

Milena Bonifacini er repræsentant for en helt anden tilgang til botanikken; kraftfuld og barnlig, med mere vægt på det biologiske end det yndige ved naturen, med værker der der leder tanken hen på celler og amøber. Jeg kan godt lide den energi der ligger i hendes udtryk, og som på mange måder står i kontrast til Ferlovs.

Ud over ovennævnte indeholder udstillingen værker af:

Helle Baslund, Anne Bjørn, Sonia Brandes, Anne Marie Egemose, Inge Heise, Annette Holdensen, Lene Leveau, Kit Mosegård-Bruun Jensen, Ida Holm Mortensen, Jette Nevers, Lotte Olsen, Kirsten Work Rasmussen og Birgitte Thorlacius.

Link til begivenhed

Skrevet af Katarina Le Müller

Odense er byen jeg troede jeg skulle væk fra for at opleve noget, men som endte med at være grunden til at jeg fik alt det jeg ønskede mig. Jeg elsker at være ude i verden, og jeg elsker at komme h...




This Is Odense